top of page

Usynlige sprogproblemer og dårligt fundament giver børn en vanskeligere skolestart og mindre læring

Opdateret: 21. apr. 2022

Faktisk er det hver femte barn, der begynder i skolen som ifølge en analyse fra Indenrigs- og Boligministeriets Benchmarkingenhed, der har problemer med sproget i sådan en grad, at det skaber udfordringer for barnet når det begynder i 0.klasse.


Når sproget halter betyder det, at det er svært for barnet at forstå de beskeder og informationer der bliver givet i klassen. Det gør også, at det bliver svært at forstå hvordan en opgave skal løses eller hvordan fænomener eller et tema, der skal læres hænger sammen.


Derudover bliver det svært at lære at læse og stave fordi barnet har vanskeligt ved at høre og genkende bogstavernes lyde. Matematik kan også blive en udfordring for børnene, da det for at løse matematikopgaverne er vigtigt, at man forstår de ord og begreber som bruges. Senere hen bliver opgaverne mere skriftlige hvilket også stiller krav til læsning, forståelse og tolkning af opgaverne for at løse problemet.


Udfordringer med sproget gør det simpelthen sværere for barnet at få det tiltænkte udbytte af undervisningen det modtager. Der skal derfor heller ikke lang tid til for, at vi nok alle kan tænke os frem til hvad de sproglige udfordringer, hvis ikke de bliver løst, kan føre til.


For kompleksiteten i sproget og forventningerne til barnet stiger jo højere klassetrin barnet kommer på, så hvis de sproglige færdigheder ikke følger med kan det betyde, at barnet falder mere og mere bagud. Det gør det svært for barnet at deltage i det sociale og faglige fællesskab med de andre børn, og kan i sidste ende få betydning for barnets selvtillid, motivation og videre uddannelse samt dets jobmuligheder.


Det er derfor afgørende, at børn så tidligt som muligt - gerne allerede i børnehavealderen, får de rigtige redskaber, så de kommer godt fra start.

sproget halter, sproglige udfordringer, børn der får dårligere start i skolen
Et dårligt fundament og usynlige sprogproblemer kan give børn dårligere start og gøre at de lærer mindre i skolen

Et usynligt sprogligt handicap

Når børn begynder i skolen, men mangler de sproglige færdigheder, der er forudsætningen for at de kan få en god skolestart skyldes det i høj grad, at børn med sproglige udfordringer ofte har et usynligt problem som overses.

Ofte er det nemlig kun de børn som har svært ved at udtale ord som bliver fanget, fordi det er tydeligt at høre om et ord udtales korrekt.

Men børn som har udfordringer med at tolke, forstå og fastholde sproget er sværere at opfange for omgivelserne. Børn som har svært ved at udtrykke sig, forstå og bruge sprog kan derfor gå længe uden de får den hjælp de har brug for.


Selvom man måske skulle tro at tilegnelsen af sproglige færdigheder er en selvfølge, og at de fleste tilegner sig sproget uden stort besvær, er det ikke tilfældet for alle børn. Der er nogle børn som har behov for hjælp for at få et godt fundament for at tilegne sig sproget.


Et godt ordforråd er utrolig vigtigt for at kommunikere, udtrykke behov og forstå andre børn og voksne, for at lære, tilegne sig ny viden og for at tænke. Samtidig er det at lære nye ord og begreber noget af det mest vanskelige for børn med specifikke sprogvanskeligheder.


Hvad er løsningen?

➡️ Opbygning af et stabilt fundament

For børn som har udfordringer med at opfange og forstå sproget har udover fonetisk træning brug for at få opbygget et godt og solidt fundament hvor man arbejder med ordets indhold/mening i forskellige sammenhænge for at lære sproget og alle dets nuancer.


Børnene må i rolige omgivelser, med struktur og systematik arbejde med at lære ordene - et ad gangen. Samtidig er det vigtigt at gentage ordene mange gange og bruge dem i forskellige sammenhænge og situationer hvor mening/indhold og form/lyd bliver tydeligt for børnene både visuelt, følelsesmæssigt, auditivt og kropsligt.


Jo flere sanser der kan aktiviseres i arbejdet med ordene jo bedre, da alt hvad som læres må sanses først!

Og jo mere ord og begreber kan knyttes op til børnenes hverdag og interesserer - jo nemmere er det for børnene at forstå mening og indhold i ordene, som er afgørende for at forstå hvad der bliver sagt, for at formidle tanker, mening og for at huske nye ord. Det er nemlig svært at huske nye ord hvis man ikke kan knytte dem op til noget meningsfuldt.





Krop og sanser er knyttet tæt sammen med det at lære nye ord og begreber, der kan derfor være kroplige ubalancer som spænder ben for at børn kan lære nyt. Derfor er det ikke altid at undervisningen i ord og begreber kan stå alene. For at komme i mål kan det kræve at man også må arbejde med det kropslige og fysiologiske hos børnene.


Sammenfattende betyder det altså, at hvis så mange børn som muligt, også dem med sproglige udfordringer, skal have en god skolestart kræver det at man går ind og arbejder i dybden med at opbygge et solidt fundament hvor man lærer ord/begrebers form, indhold/mening, nuancer og brug i forskellige sammenhænge , så børnene får det rigtige grundlag for at tilegne sig nye ord og begreber.


69 visninger0 kommentarer
bottom of page